Product added to basket

BONDEPIGE MED SLØR

BONDEPIGE MED SLØR

Til 4 personer

RISTET RUGBRØD
4 skiver rugbrød
50 g smør
100 g sukker

Hak rugbrødet helt fint. På en stor pande smeltes smørret og rugbrødet ristes gyldent. Sukkeret tilsættes og brødet karamelliseres af sukkeret. Kom det ud på et stykke bagepapir og når det er helt kølet ned, smuldrer man det mellem hænderne, så det er helt fint og ikke ligger i alt for store stykker.

KVÆDEPURÉ
160 g vand
100 g sukker
Saft fra 1 citron
250 g skrællede kvæder (man kan med fordel købe pærekvæder, da de er væsentlige nemmere at skrælle)

Kog vand, sukker og saft op. Skræl kvæderne, del dem i kvarte og skrab kernerne ud. Pocher kvæderne i lagen i ca. 45 minutter (eller til de er møre). Gem lagen. Sigt kvæderne fra lagen og blend til en fin puré, kom lidt af lagen ved, hvis det kræves.

Anretning
I 4 glas kommes en spsk hindbærmarmelade efterfulgt af en spsk kvædepuré. Derefter flødeskum og rugbrød. Gentag processen til glasset er fyldt. Server med det samme.

Køb råvarer