Product added to basket

Chokolademousse

Opskrift med Summerbird chokolade

Chokolademousse

Dessert til 4 personer

En chokolademousse lavet på en af vores mest intense chokoladebars GUAYAS 71%. En rig og frugtig mørk chokolade, med noter af solmodne hindbær på kakaobønnen Arriba Nacional. Baren er har en høj kakaoprocent og er derfor usædvanlig god til bagværk men er også en fremragende spisechokolade.

Ingredienser
200 g mørk Summerbird chokolade, GUAYAS 71%
1 dl æggeblommer (5-6 æggeblommer)
40 g sukker
2 dl æggehvider (ca. 6 æggehvider)
1 knsp. salt
4 dl piskefløde
10 g kakaonibs
30 g tørrede tranebær, skåret i mindre stykker

Fremgangsmåde

1. Hak chokoladen fint, og smelt den stille og roligt over vandbad i en skål, der helst ikke må røre bunden af gryden. Tag fra varmen, når chokoladen er smeltet.

2. Pisk imens æggeblommer og sukker lyst og luftigt til sukkeret er opløst, eller som man siger, er blevet til en ”æggesnaps”.

3. Pisk æggehvider og salt, til hviderne er faste og skummende.

4. Pisk fløden let stiv.

5. Moussen samles: Vend hurtigt æggesnapsen i den smeltede lune chokolade med en dejskraber, til den er samlet.

6. Vend de piskede æggehvider i lidt efter lidt, til det er en homogen masse.

7. Vend forsigtigt den letpiskede fløde i samt kakaonibs og tørrede tranebær.

På køl: Kom moussen i portionsskåle, og sæt dem på køl til moussen har sat sig, ca. 4 timer.