Product added to basket

Hvid chokolade panna cotta med rødgrød og mynte

opskrift

Hvid chokolade panna cotta med rødgrød og mynte

Dessert til 6 personer

 

 

Hvid chokolade Panna Cotta

150 g hvid Summerbird chokolade, WHITE

2,5 dl piskefløde

3 dl sødmælk

30 g rørsukker

1 stang vanilje

3 1/2 blade husblas

1 økologisk citron, skallen herfra

 

  1. Hak chokoladen meget fint og stil til side.
  2. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og knus kornene ud i en smule af sukkeret, således kornene bliver løsnet fra hinanden.
  3. Varm fløde, mælk, sukker, vaniljesukker og vaniljestang op, til lige under kogepunktet og træk fra varmen.
  4. Læg husblas i blød i koldt vand.
  5. Fjern vaniljestangen fra den varme væske og tilsæt lidt efter lidt, den hakkede hvide chokolade under omrøring med et piskeris indtil det er smeltet. Tilsæt tilslut den revne citronskal.
  6. Pres vandet fra husblassen og rør den ud i væsken.
  7. Fordel blandingen i 6 skåle og sæt på køl. Lad Panna Cottaen sætte sig i min. 6 timer.    

 

Rødgrød

150 g jordbær

100 g hindbær

1/2 dl god ribssaft

50 g rørsukker

1 stang vanilje

kartoffelmel

1 økologisk citron, saften herfra

 

  1. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og knus kornene ud i en smule af sukkeret, således kornene bliver løsnet fra hinanden.
  2. Kog ribssaft, rørsukker, vaniljerørsukkeret og vaniljestangen op. Kom jordbær heri og kog dem igennem et par minutter til de er næsten møre, tilsæt herefter hindbær og kog yderligere 1/2 minut.
  3. Rør kartoffelmel ud i lidt vand. Træk gryden væk fra varmen og tilsæt kartoffelmelet lidt ad gangen under omrøring til grøden får den ønskede konsistens. Når grøden er blevet tilsat kartoffelmelet må den ikke koge igen, da den så bliver langog får en lidt klisteret konsistens. Husk på, at grøden bliver tykkere, når den er afkølet.
  4. Smag grøden til med lidt citronsaft og evt. en smule sukker. Fjern vaniljestangen og køl grøden ned.

 

Andet

Friske jordbær, skåret i kvarte

Friske hindbær

Frisk mynte

 

Servering

Tag Panna Cotta ud fra køl 5 min. før servering. Vend hindbær samt kvarte jordbær i rødgrøden. Kom afslutningsvis en passende mængde rødgrød på toppen af Panna Cottaen og pynt med frisk mynte.