Tilmeld dig vores kundeklub

Som medlem af Summerbird-klubben får du adgang til en række unikke fordele. Vær den første til at høre om nyheder og få eksklusive fordele. Tilmeld dig her

Product added to basket

Summerbird Organic Historien

En sommerfugl skabt på gastronomisk kompromisløshed og passion


Sådan begyndte det

Summerbird Organic blev grundlagt i 1986 af Mikael Grønlykke i samarbejde med sine forældre Lene og Sven Grønlykke. Grønlykkefamilien var gastronomiske pionerer, der bragte det franske køkken og den første Michelin-stjerne til Danmark. Familien grundlagde den gastronomiske virksomhed Løgismose og gourmet-restauranterne Falsled Kro på Sydfyn og Kong Hans’ Kælder i København. Summerbird Organic opstår, da en amerikansk forretningsforbindelse beder Grønlykkefamilien om at udvikle en småkage. I idefasen vælger grønlykkefamilien at arbejde med en småkageopskrift hvor marcipan er hovedingrediens. 

På det tidspunkt findes der ikke kvalitetsmarcipan. Familien beslutter sig for at udvikle deres egen og rejser til Spanien, hvor nogle af verdens bedste mandler gror. Valenciamandlerne bliver hovedingrediensen i en marcipan med en helt unik og nuanceret smag. Grønlykkerne beslutter sig for, at denne fine og sofistikerede marcipan ikke skal pakkes ind i småkagedej. I stedet skal den omsluttes af chokolade. Her opstår et nyt problem. For på det tidspunkt findes der heller ikke kvalitetschokolade.

 

Den ikoniske sommerfugl

Mikael Grønlykke rejser ud i verden og møder syd for Lyon i Frankrig den lille familieejede chokoladevirksomhed Valrhona, som producerer verdens fineste råchokolade. De starter et tæt samarbejde og forædler sammen chokoladen, så de fine smagsnuancer i kakaobønnen kommer til deres ret i samspil med den unikke marcipan. 

I 1986 bliver den første sommerfugl født – Summerbird Pure Amande. Med ganske få råvarer - mandler og kakaobønner – har Summerbird Organic skabt et helt nyt niveau i markedet. Det ultimative. Det bliver samtidig fundamentet for Summerbird Organics fremtidige virke. Slutmålet er ikke længere jagten på buttercookies til en amerikansk importør. Det er jagten på det fuldendte.

 

Milepæle 

1986:

Summerbird Pure Amande indleder et nyt kapitel i dansk marcipan- og chokoladehistorie. For første gang tilgodeser produktionen nuancerne og substansen i disse forfinede produkter, baseret på nogle af naturens ædleste og mest aristokratiske råvarer.


1991:

Summerbird udvikler sit eget designunivers. Helt kridhvide æsker i tre størrelser understøtter den æstetiske og raffinerede oplevelse, Summerbird står for. De kridhvide æsker disrupter markedet for chokoladeemballage, der generelt var kendetegnet ved tungt og mørkt design. Forbrugerne flår æskerne med Summerbird fyldte 10 grams-chokolader til sig.


2001:

Summerbird starter Danmarks første kvalitetschokoladebutik i Kronprinsensgade i København, og folk står i kø hver weekend for at købe sommerfugle og petit fours.

 

2002:

Summerbird genopfinder flødebollen. På det tidspunkt fandtes den kun på nederste hylde i supermarkedet som et lavprisprodukt, baseret på kunstige smags- og tilsætningsstoffer. Mikael Grønlykke udvikler en grand cru-flødebolle med en blød marcipanbund af Valenciamandler og et overtræk af sprød kvalitetschokolade. Summerbird-flødebollen bliver et festfyrværkeri af en sanseoplevelse. Den flytter opfattelsen af produktet og skaber rum for en ny generation af kvalitetsflødeboller, der finder vej ikke blot til de øverste hylder i supermarkederne, men hele vejen til NOMAs dessertkort.

 

2005:

Summerbird genopfinder dragerede mandler, der på det tidspunkt var et glemt produkt for den kvalitetsbevidste forbruger. Summerbird er ambitiøse på produktets vegne og sætter en helt ny standard med udviklingen af Raspberry Red og Liquorice - spanske mandler, let ristet og drageret i mælkechokolade og drysset med hindbærgranulat eller lakrids. Forbrugerne tager dem til sig med det samme.

 

2010:

Summerbird starter sin rejse mod at blive økologisk, da virksomheden oplever, at råvareleverandører, som er økologiske, også er mere ambitiøse, har mere på hjerte og flere kvalitetsprodukter. Summerbird har fra starten været baseret på naturens ingredienser og det økologiske har altid ligget i virksomhedens DNA. Men at være fuldt økologisk var ikke en mulighed i 1980’ernes fødevare- og politiske landskab. I samme periode indledes en lang og grundig proces frem mod eget risteri med fuld kontrol og transparens helt ude fra plantagen i Ecuador til den færdige råchokolade.

 

2014:

Summerbird er nu helt økologisk, og firmaet skifter nu navn til Summerbird Organic. Dette fejres med en økologisk høstfest for alle kunder og forhandlere. Dette er nu blevet en fast tradition hvert år.

 

2015:

Summerbird Organic åbner eget risteri og indfrier dermed en mangeårig ambition om at kunne følge chokoladen fra bønnen høstes på plantage over fermentering, tørring og ristning til udviklingen af et færdigt produkt, baseret på håndværk, passion og gastronomisk kompromisløshed.

 

2015:

Summerbird Organic opfinder Amber-chokoladen. Amber er en revolutionerende nordisk chokolade med sit eget unikke smagsunivers af sødme, frugtnoter, en let bitterhed og en cremet konsistens. En patenteret chokolade helt uden for kategori - hverken hvid, fløde eller mørk.

 

2020:

Summerbird Organic lancerer et helt nyt sortiment, Amber, der bygger på Amberprodukter. Kollektionen er bygget op omkring den patenterede Amber-chokolade, med de tre varianter af råchokolader Amber Classic, Amber Blond og Amber Noir.